GLETSJERVIDENSKAB
Hvordan Jökulsárlón opstod, og hvorfor den bliver ved med at vokse
En lagune yngre end levende hukommelse: hvordan en tilbagetrækkende tunge af Vatnajökull udgravede Jökulsárlón, hvorfor den er Islands dybeste sø, og hvorfor den bliver ved med at vokse.
Check dates and availability ↗Gletsjeren, der nåede havet
Breiðamerkurjökull er en af de største udløbstunger fra Vatnajökull, Europas største iskappe målt i volumen. I størstedelen af den kendte bosætningsperiode flød den næsten hele vejen ud til Atlanterhavet og efterlod kun en tynd stribe sort sand mellem sin front og bølgerne. Mens den rykkede frem og trak sig tilbage gennem århundreder, opførte den sig som en langsom bulldozer, der slebet grunden under sig og skubbede materiale frem i rygge. Afgørende var det, at fordi isen var tyk, tung og i bevægelse, skar den nedad såvel som fremad og udgravede et bassin i klippegrunden, som senere skulle rumme lagunen. Intet ved Jökulsárlón giver mening uden at starte her: søen er den form, gletsjeren efterlod, da den trak sig tilbage.
En kløft udgravet under havoverfladen
Detaljen, der gør dette til mere end en almindelig smeltevandsdam, er dybden. Mens Breiðamerkurjökull skar sig fremad, udgravede den en rende, der når langt under havoverfladen — grunden til, at Jökulsárlón nu, ifølge almindelig opfattelse, er Islands dybeste sø, med offentliggjorte målinger fra omkring 248 til over 284 meter. Dette spænd handler ikke så meget om sjuskede målinger som om et bevægeligt mål: bassinet bliver ved med at udvide sig. Fordi bunden ligger under havets niveau, er lagunen forbundet til havet i stedet for at ligge hævet over det, og netop det faktum styrer næsten alt andet ved stedet — dets tidevand, dets salinitet, og det faktum, at den ikke fryser helt til selv i den dybeste islandske vinter.
Født i 1930'erne
Jökulsárlón er en af meget få verdensklasse-naturattraktioner i Europa, der er yngre end levende hukommelse. Indtil begyndelsen af det tyvende århundrede nåede Breiðamerkurjökull stadig næsten helt ud til kysten, og der var slet ingen lagune. I de varmere årtier efter slutningen af det nittende århundrede begyndte gletsjeren at trække sig tilbage fra det bassin, den havde udgravet, og omkring 1934–35 begyndte denne hulning at fyldes med smeltevand. Inden for et par årtier var en dam blevet til en sø. Folk, der er vokset op på gårdene langs denne kyst, kan i princippet huske en tid før Jökulsárlón eksisterede — hvilket er en genuint mærkelig ting at kunne sige om et sted, der nu er forsiden på rejseguider.
Hvorfor den bliver ved med at vokse
Den proces, der skabte lagunen, er ikke stoppet. Breiðamerkurjökulls front fortsætter med at trække sig tilbage — på omkring 200 meter om året i de senere år, selvom hastigheden varierer — og for hver meter, den trækker sig tilbage, overgiver den mere af den dybe klippekløft til åbent vand. Lagunen er vokset til cirka det firdobbelte siden 1970'erne, fra omkring 8 km² til et sted mellem 18 og 25 km² afhængigt af, hvilken undersøgelse man læser. Varmere somre fremskynder smeltningen ved kælvningsfronten og på overfladen, og den tidevandsforbindelse til havet hjælper med at nedbryde isen nedefra. I praksis er den Jökulsárlón, du fotograferer, målbart større end den, tidligere besøgende så.
Hvad kælvning er, og hvorfor isen er blå
Isbjergene kommer fra kælvning — gletsjerens front, der brydes fra hinanden, dér hvor den møder dybt vand. Opdrift og tidevandets træk underminerer isen, indtil blokke skæres af, nogle gange med et brag, du kan høre over lagunen, og flyder frit. Den is er gammel: den startede som sne, der faldt på Vatnajökulls høje plateau og blev begravet, presset sammen og langsomt drevet nedad gennem århundreder. Sammenpresningen er grunden til, at så meget af den lyser dybt elektrisk blåt — de indelukkede luftbobler bliver klemt ud, til den tætte is absorberer alle farver undtagen blå. Hvide isbjerge er yngre eller mere luftfyldte; sorte striber er vulkansk aske, opsuget under tidligere udbrud og ført ned inde i isen. At læse disse farver fortæller dig isens historie.
En sø, der stadig skriver sin egen fremtid
Jökulsárlóns korte kanal til havet bliver langsomt bredere og dybere, og observatører har længe påpeget, at havet arbejder sig tilbage mod Ringvejens bro over udløbet — kystlinjen der er blevet forstærket mere end en gang. Ser man langt nok frem, er lagunens skæbne bundet til gletsjerens: mens Breiðamerkurjökull fortsætter med at trække sig tilbage og blive tyndere, vil bassinet blive ved med at fyldes, og nogle forskere forventer, at bugten på sigt vil åbne sig mere fuldstændigt mod Atlanterhavet. Intet af dette er endeligt afgjort, og tidsrammerne er lange og usikre. Men det understreger stedets grundlæggende karakter — dette er ikke et færdigt landskab, men ét, der synligt og aktivt er under opførelse.